Se videoen: Pindsvin i haven

At have pindsvin i haven, er herligt og livsbekræftende. Læs med i artiklen her, og få råd til hvordan du tiltrækker dem til din have, og se den sjove video.

Ved i hvad der er fedt? At gå ud i sin vilde have, og så støde på en hyggelig stikkende fætter, som den du ser i videoen nedenfor. Der er naturligvis tale om et pindsvin, og jeg er ret overbevist om, at det har boet her længe. Det har i hvert fald rumsteret godt og grundigt fra hækken og kvasbunkerne, over en længere periode.

For nyligt stødte jeg på det igen. Krøllet sammen i et af de mest vilde hjørner af den naturlige have. Jeg stillede mig på lur i nærheden og observerede det. Håbet var naturligvis, at det ville folde sig ud, for så at traske en tur rundt i det nærliggende område. Så kunne jeg nemlig fange det på kameraet. Det lykkedes fint, hvilket du som nævnt kan se i videoen nedenfor.

Tjek lige videoen fra naturhaven ud! Her ser du hvordan det tager sig ud, når man har pindsvin i haven

Opdatering: En væsentlig nyere pindsvinevideo fra naturhaven er nu klar, og her kan du se de sjove små pattedyr på tur til vandhullet.

Se den nye, og ikke mindst sjove, pindsvinevideo fra naturhaven

Sådan får du pindsvin i haven

Erfaringen her fra naturhaven er klokkeklar: Hvis du vil tiltrække pindsvin til din have, så skal du gøre den så vild, fugtig og insektvenlig som muligt. Så er der nemlig masser af føde og gode livsbetingelser for de små stikkende pattedyr.

Sørg for tæt beplantning, samt masser af buske i haven
Pindsvinet foretrækker at hænge ud i tætte buske og beplantninger, for på bedst vis at søge ly og sikkerhed. Sørg derfor for at have masser af det i din naturlige have. Det meste af tiden ser du slet ikke pindsvinet, da det primært er nataktivt. Om dagen gemmer det sig i buskene, for først ud på aftenen og natten at gå på rov efter snegle og insekter.

Sørg for at skabe en naturlig og fugtig have
Jo vildere din have er, jo bedre. Sådan forholder det sig helt generelt. Og bestemt også for pindsvinet. For med vildskaben følger også bedre forhold for insekterne, hvilket som bekendt er dem pindsvinet lever af. Pindsvin lever primært af orme og snegle, men går ikke af vejen for også at indtage et væld af andre insekter, såvel som fugleæg og ådsler. Ja selv lidt nedfaldsfrugt, fra tid til anden.

Pindsvin trives også godt i fugtige haver. Så kan de få slukket tørsten, og vandhullerne sørger samtidig for at forbedre livsbetingelserne for det kryb og kravl som de lever af. Så frem med spaden og knofedtet, for nu skal du altså til at 
grave ud til nogle vandhuller i din have. Ja, hvis du da ikke allerede har gjort det.

Annonce
Annonce
Kvasbunker og pindsvin

Bemærk kvasbunken til højre. Den er større end man umiddelbart tror. Anlæg disse i din naturlige have, og tiltræk pindsvin

Sørg for adgang til kvasbunker og pindsvinehuse
Omkring september-oktober går pindsvinet i hi, og selvom det i løbet af vinteren jævnligt vågner op, for at tage på korte ture, så står det først helt op igen omkring april-maj. Sørg derfor for, at din have er at oplagt sted for det at gå i hi.

Her i naturhaven har vi anlagt masser af
kvasbunker, i et væld af forskellige størrelser. Det samme bør du gøre i din vilde have. Pindsvinene bruger dem nemlig i stor stil til at overvintre i. Kvasbunken bygger du af dødt ved, pinde og store grene, samt visne blade, græs og alt det andet organiske materiale du nu kan komme i nærheden af i din naturhave.

Smid hele baduljen sammen i store bunker, så de med tiden bliver rigtig kompakte. Ikke blot pindsvin, men også et væld af insekter, vil hurtigt kaste sig over kvasbunkerne. Pindsvinet elsker at møve sig godt og grundigt ind, og på den måde for alvor opnå læ fra det til tider bistre kolde vintervejr. Så jo større og jo mere kompakte kvasbunkerne er, jo bedre.

Køb et billigt pindsvinehus
Du kan med fordel 
bygge et pindsvinehus selv, eller købe et i stedet. En god idé er, at stille dem ind i en kvasbunke, så pindsvinet dermed får adgang til den ultimativt isolerede “vinterhytte”. Alternativt kan de også stilles op i et tæt buskads eller lignende. Følg de to links nedenfor, hvis du ønsker et godt pindsvinehus tilbud.

  • Tilbud på pindsvinehus: Det her er af flet, og er set til 149,95,-. Køb dit pindsvinehus her.
  • Tilbud på smart pindsvinehus: Det her er “Ferrari-udgaven” af et pindsvinehus. Lækkert og komfortabelt. Er set til 299,95,-. Køb dit pindsvinehus her.
Bemærk: Reklamelinks. Produkterne kan til tider være udsolgte. Vend tilbage nogle dage senere, og se om de er kommet på lager.
Pindsvin i haven

Her er han – Peter, eller hvad vi nu skal kalde pindsvinet. Herlige væsener er de. Og husk i øvrigt, at pindsvinet er fredet, og du derfor ikke må forstyrre det

Pindsvin er et af havens største nyttedyr

Er der lige lovlig mange dræbersnegle i din have? Så pris dig lykkelig, såfremt et pindsvin slår sig ned på matriklen. For de kan altså godt guffe et par stykker eller ti i sig. I det hele taget elsker de som nævnt snegle, og her i naturhaven har vi da også mange af dem. Særligt i år, hvor der heldigvis, i modsætning til forrige somre, er kommet godt med regn.

I det hele taget bør pindsvin kategoriseres som nyttedyr. De sørger for at snegle- og ormebestanden ikke løber helt løbsk i haven. Og så er de altså også sjove at observere. Husk i øvrigt også, at du uanset hvad ikke må gøre dem noget. 
De er trods alt fredede, og du må derfor hverken flytte dem, fange dem, eller det der er værre.

Tiltræk pindsvin til haven

Det er i dette vilde hjørne af naturhaven, at pindsvinet hænger ud. Man forstår det godt, for her er der i den grad “for vildt”

Lad pindsvinene passe sig selv

Rigtig mange mennesker har for vane, at stille alt fra mælk og hundefoder ud til pindsvin i haven. Det bør i sagens natur strengt frarådes. Pindsvin kan slet ikke tåle mælk, og med hensyn til foderet, så kan også det gå ind og forstyrre dyrets fordøjelse.

Lad pindsvinene være, og fokusér i stedet for på, at lave en så naturlig have som muligt. Så vil livsbetingelserne hurtigt være de rette, for de piggede små væsener, så de kan trives på din grund. Du kan dog med fordel godt stille en skål vand ud til dem. Det gjorde jeg selv efter det seneste møde med naturhavens pindsvin, og der fyldes jævnligt nyt vand i skålen.

Læs i øvrigt meget mere om pindsvin i naturhavens leksikon.

Hvad med dig, har du også indlogerede pindsvin på din matrikel? Og har du tænkt dig at indrette nogle kvasbunker, samt stille et pindsvinehus eller to op, så de kan overvintre hos dig? 
Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.

Anbefalet netop til dig:

2 kommentarer til “Se videoen: Pindsvin i haven”

  1. Pingback: Flot sommerfugl spottet i naturhavens blomstereng - naturhaven.dk

  2. Pingback: Snart går havens pindsvin i hi - giv plads til dem - naturhaven.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *