Guide: Byg dit eget pindsvinehus

Vil du give havens pindsvin en ekstra hånd? Så byg dit eget pindsvinehus. Vi viser dig hvordan du gør det let og enkelt her.

Kalenderen siger oktober, og netop nu er havens pindsvin i fuld gang med at få indtaget så meget føde som muligt, så de er klar til at gå i hi. Pindsvin går som bekendt typisk i hi omkring november måned, og det gør de i blandt andet kvas- og kompostbunker. Du kan dog med fordel bygge dit eget pindsvinehus til dem også.

Det er pindsvin som dette, som kan få stor gavn af et ekstra pindsvinehus i haven

Trin for trin-guide: Byg dit eget pindsvinehus let og enkelt

Der skal i sandhed ikke meget til for at lave et rigtig lækkert pindsvinehus. Et hvor alle havens pindsvin med glæde vil spendere vinteren i tung søvn. Lad os se nærmere på projektet her.

Det skal du bruge
Du kan bygge et pindsvinehus ud af mange forskellige materialer. Har du f.eks. nogle paller liggende, så kan dyrene snildt benytte rummet under dem som pindsvinebo. Dæk pallen til med en masse afklippede grene, dødt ved og visne blade, så boet er godt beskyttet mod vind og vejr.

Til guiden her har vi dog taget udgangspunkt i følgende materialer:

Materialer til pindsvinehus

Har du en stak mursten stående? Overvej at benytte dem til et pindsvinehus!

Materialer til selvbygget pindsvinebo

Pindsvinehuset blev bygget i den anden ende af naturhaven, så materialerne blev transporteret i trillebør

  • Mursten
  • Fliser, bølgeeternit, noget solidt pap eller lignende til at benytte som tag på pindsvinehuset
  • Masser af grene, dødt ved, visne blade og andet kompostmateriale til at dække pindsvineboet til

Hvor skal pindsvinehuset placeres?
Dit nybyggede pindsvinehus skal placeres et roligt og afsidesliggende sted i haven, hvor der samtidig er skygge, og helst i nærheden af et vandhul. Det skal ikke være placeret for lavt, da det i så fald risikerer at blive oversvømmet ved intens regn og skybrud.

Bedste placering af pindsvinehus

Placér dit pindsvinehus i et roligt og afsidesliggende område af din have, i nærheden af tætte buske og træer

Byg pindsvinehuset
Så er tiden kommet til at bygge pindsvinehuset ud af murstenene. Det er vigtigt at boet er solidt, men at det samtidig ikke er alt for tæt, og at der er god ventilation. Det kan du sørge for ved bevidst ikke at lade alle mursten ligge helt tæt, så der er sprækker hist og pist.

Fundament til pindsvinehus

Så er fundamentet til pindsvinehuset lagt

Åbningen skal være ca. 15×15 cm. Lav gerne en mindre form for “entré” som fører ind til selve “hovedhuset”. Så har rovdyr sværere ved at få fat på pindsvinene. Så snart du har fået udformet pindsvinehuset som du ønsker det, så smid gerne lidt halm eller lignende ind i det, så dyrene har lidt at lune sig på til vinter. Herefter lægger du blot taget på boet, og så er konstruktionen af det som sådan færdig.

Pindsvinebo i haven

Så er taget lagt på pindsvineboet, og det er dermed næsten indflytningsklart

Nu skal du blot dække pindsvinehuset til med en masse afklippede grene, dødt ved og visne blade, så det som nævnt er godt beskyttet mod vind og vejr. Bliver åbningen en smule for bred, så kan du fore den lidt til i siderne med noget halm eller lignende.

Og lad os så se slutresultatet!

Pindsvinebo af mursten
Pindsvinehus i haven

Så er pindsvinehuset bygget, og så er det blot at vente på at pindsvinene flytter ind

Finpudsning af pindsvinehuset
Det stod efter nogle dage klart, at indgangen til pindsvinehuset nok var en anelse for bred. Der blev derfor tilføjet en række med mursten, samt en god sjat tørt græs og dødt ved i den ene side af “entréen”. Dette kan ses på billedet nedenfor.

Der blev ved samme anledning smidt en del ekstra græs, dødt ved og visne blade på pindsvinehuset, og en del af sprækkerne blev lappet til med kompostmaterialet, således at det de fleste steder nu er tæt. Men husk som nævnt, at det er vigtigt at der generelt er lidt ventilation i pindsvineboet.

Lav et pindsvinebo

Så flot fremstår pindsvinehuset nu hvor det er bygget endelig færdigt. Læg mærke til den nu knap så brede indgang

Overvej at købe et pindsvinehus i stedet

Har du ikke materialer klar til projektet, eller har du bare ikke lyst til selv at bygge pindsvineboet, så overvej at købe et pindsvinehus i stedet. Placér det efterfølgende et egnet sted i din have. De samme principper gør sig gældende her, og du skal derfor stadig dække det købte pindsvinehus til med masser af grene, visne blade og lignende.

Annonce
Annonce

Lav en pindsvinevenlig have – få inspiration i videoen

Som nævnt er det bedste, at dit pindsvinehus placeres tæt på et vandhul. I det hele taget er fugtige omgivelser essentielle for de små pattedyr, da der i så fald er ekstra mange orme og insekter tilgængelige. Lad i det hele taget store dele af din grund overgå til at være vild have, og lad en del visne blade ligge på grunden efteråret og vinteren over, da pindsvinene finder føde under dem.

naturhaven er der masser af pindsvin. Det skyldes i høj grad, at de ovenfor beskrevne principper følges, og at haven derfor er fugtig, vild og utæmmet. Tjek i den forbindelse den nyeste video af pindsvinene ud nedenfor. Man kan roligt sige, at det er et livligt eksemplar vi har at gøre med her. Se blot til sidst i videoen.

Så er der en ny video klar fra naturhaven – denne gang med et livligt pindsvin i hovedrollen

Pindsvinet vågner i øvrigt typisk op fra sit vinterhi hen omkring april måned, så hvis du er heldig at et eksemplar indkvarterer sig i dit pindsvinehus vinteren over, så er det altså her at du skal holde øje, når de “stempler ud” igen.

Læs i øvrigt meget mere om 
pindsvinet i naturhavens leksikon.

Hvad med dig, er din have hjemsted for en større bande af pindsvin? 
Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.

Anbefalet netop til dig:

2 thoughts on “Guide: Byg dit eget pindsvinehus”

  1. Michele Rasmussen

    Det er fedt at med så få materialer, som mange mennesker i øvrigt har liggende, nemt og lige til kan skabe stor glæde/overlevelse for havens dyr.

    1. Hej Michele

      Også i den grad! Og så er det i øvrigt en sjov aktivitet at kaste sig over, sådan at bygge et pindsvinehus. Helt klart noget der kan anbefales for alle andre.

      Vi ser frem til at se dig her på siden igen.

      – Naturhaven.dk

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *