Denne redekasse til gærdesmutter kan blive din. Læs med i vores anmeldelse af den, og find ud af hvordan du bedst hænger den op i din have.
Har du succes med at tiltrække et hav af forskellig slags fugle til din vilde have? Hvis ikke, så overvej dels at lade områderne i din have med buske og træer gro mere vildt og utæmmet til, og supplér gerne med en eller flere redekasser. Hvis du er heldig, så kan du blandt andet tiltrække den lille “spirrevip”, gærdesmutten.
Gærdesmutten er Danmarks næstmindste fugl. Lav en vild have og tiltræk den dermed lettere
En lille men yderst interessant fugl
Netop gærdesmutten er i den grad lille. Faktisk så lille, at den officielt er Danmarks næstmindste fugl. Den er kun overgået af fuglekongen.
Gærdesmutten vokser sig typisk til en størrelse på 9-12 cm i længden, mens den sjældent vejer meget mere end 8-13 gram. Det er med andre ord en rigtig lille fugl vi har at gøre med her.
Glimrende redekasse til gærdesmutter
I naturhaven har vi adskillige fuglekasser hængende. De skaber stor glæde blandt fuglene, hvilket blandt andet er synligt i videoen nedenfor, hvor du for fuld udblæsning kan se, hvordan de sjove små musvitter ved tidligere lejligheder har indtaget kasserne.
Musvitterne i naturhaven har for længst indtaget redekasserne, så nu er det blot et spørgsmål om tid før gærdesmutterne gør det samme
For nyligt var det tid til at hænge en ny redekasse op. Denne gang en som er beregnet til gærdesmutterne.
Info om redekassen
Modellen vi anmelder her måler 14,4 cm i højden, 11,2 cm i bredden samt 19,7 cm i dybden. Den efterlod os ganske hurtigt med et fint førstehåndsindtryk. Den fremstår og virker solid, og den er helt klart robust. Under indgangshullet er der indgraveret et fint billede af en gærdesmutte. Næppe noget fuglene lægger mærke til, men for os mennesker er det nu meget flot at se på.
Ovenfor ses redekassen til gærdesmutterne, samt hammer, søm, saks og noget solidt snor, som blev benyttet til at hænge den op
Smart lem i siden af redekassen
Det er næsten altid en god idé at fore ens redekasser med lidt tørt græs eller mos. Så føler fuglene sig nærmest hjemme fra første sekund, og så kan de virkelig finde tryghed og varme i den lille “fugle-hybel”. På denne model finder du en lille lem i siden. Du åbner den ved at skyde metalstykket til siden, og dermed kan du let og enkelt lægge lidt tørt materiale i bunden af kassen.
Du har garanteret flere områder i din vilde have med højt og utæmmet græs. Find noget tørt af slagsen og smid det i din nye redekasse
Lemmen på redekassen åbnes let, og du kan dermed enkelt fore den med tørt græs eller mos
Hæng redekassen i godt to meters højde, samt i tæt buskads
Gærdesmutter færdes gerne i tæt buskads, samt i områder med store, gamle træer. De er samtidig vilde med sumpede og våde områder, eftersom der ofte gemmer sig masser af insekter her, og dermed føde for de herlige små fugle. Hæng derfor gerne din gærdesmutte-redekasse i nærheden af et vådt område i din have, f.eks. et vandhul, og helst i nogle tætte buske eller træer.
Dette område er oplagt til din nye gærdesmutte-redekasse. Det indeholder tæt buskads, samt store træer
På billedet ovenfor kan du se området i naturhaven, hvor vi har hængt vores redekasse til gærdesmutter. Området er pt. tilgroet, men hensigten er, at der inden længe skal anlægges et middelstort vandhul. Rundt om området er der snebærbuske og andet form for tæt buskads, samt lige så tætte beplantninger af gamle træer. Imellem de tætte træbeplantninger har vi nu hængt den flotte redekasse.
Redekassen skal hænges i rolige omgivelser, samt i ca. to meters højde. På bagsiden af redekassen er der et indhak, og du kan derfor hænge den på et søm eller lignende. Du skal regne med, at du muligvis skal spænde noget solidt snor rundt om den også, så den hænger stabilt. Det var i vores tilfælde nødvendigt.
Kig godt efter. Kan du se den? Den er der skam, den fine redekasse. Den gemmer sig godt blandt træerne ude til højre
Kan benyttes året rundt – også i de hundekolde vintre
Allerede når gærdesmutten er 1 år, er den klar til at yngle. I løbet af sommeren kan den få flere kuld, hvilket ikke er så overraskende når man konstaterer, at rugetiden typisk bliver klaret på kun to uger. Efter kun 18 dage er ungerne flyveklare.
Det er dog ikke kun om sommeren, at denne redekasse til gærdesmutter kan forventes benyttet. I løbet af vinterhalvåret søger mange af havens små fugle nemlig tilflugt i alverdens redekasser. Her finder de varmen, alt imens den råkolde vind i stor stil får træerne til at blafre. Så imens du muligvis sidder indenfor og slubrer varm kakao og skumfiduser i dig, kan det meget vel tænkes, at de små gærdesmutter holder fest i havens tørre fuglekasser.
Dette er blot endnu en god årsag til at købe redekasser til ens vilde have. Fuglene sætter ganske enkelt pris på det.
Køb dine redekasser her
Er du interesseret i at købe denne smarte og ikke mindst robuste redekasse til gærdesmutterne i din have, så klik dig videre til de webshops vi her på naturhaven.dk anbefaler. Vi modtager en mindre kommision, mens priserne for dit vedkommende er de samme lave som altid.
Til webshop: Køb denne redekasse nu. Er den ikke på lager, så tjek resten af udvalget ud i stedet.
Til webshop: Også her får du adgang til et fint udvalg af fuglehuse. Priserne er overkommelige. Anbefaling herfra.
Til webshop: Også hos COOP kan der gøres et godt køb af redekasser til havens fugle. Er du COOP medlem? Så husk at benytte din rabat.
- Læs også: Vil du have flere fugle i haven, så find og køb en billig redekasse til mejser.
Og så flot ser det altså ud, nu hvor redekassen til gærdesmutterne er hængt op
Samlet set virker denne redekasse altså bundsolid, og det skal blive spændende at se om den vil blive lige så velbesøgt som de andre etablerede kasser vi har hængende på grunden.
Husk at du altid kan finde masser af inspiration til andre ting til din naturhave, på vores dedikerede side herom.
Hvad med dig, har du gærdesmutter indlogeret i din have? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.
Anbefalet netop til dig:
Har købt denne gærdesmuttekasse, men flyvebillet er kun 2,8 cm i dia. Og ikke 3,5 cm som anføres af Dansk Ornitologisk Forening (2.8 cm er til fx. blåmejser) – kan gærdesmutten komme ind?
Hej Lisbeth
Gærdesmutten er som nævnt Danmarks næstmindste fugl, så den kan snildt komme ind i den omtalte redekasse. Hulstørrelsen er lige på vippen til også at kunne give adgang til blåmejser, men de vil formentlig nok foretrække et lidt større adgangshul.
I naturhaven har vi siden lanceringen af denne artikel i øvrigt observeret gærdesmutter i redekassen, så der er taget godt imod den.
Vi glæder os til at se dig her på siden igen.
– Naturhaven.dk
Hej jeg har også denne redekasse. Vil jeg kunne placere med afstand ved siden af en musvitredekasse som pt er optaget af musvitter. Og hvor stor skal afstanden i så fald være
Mvh Tina
Hej Tina
Beklager det lidt sene svar. Det er rigtig at afstande mellem redekasser betyder noget. Det er nemlig langt fra alle fugle som ønsker at yngle tæt på andre artsfæller, eller på andre arter.
Hvis vi for eksempel tager en art såsom musvitten, så tyder noget på, at den foretrækker mindst 10 meters afstand til nærmeste redekasse og ynglende fugle. Samme afstand gør sig gældende for arter såsom blåmejse og sortmejse.
Anderledes ser det ud for skovspurve og gråspurve, som tilsyneladende ikke har noget mod, at redekasserne hænges tæt på hinanden.
Med hensyn til gærdesmutter, så har det været svært at finde præcise oplysninger om hvor langt de foretrækker der er mellem rederne og redekasserne. Så et klart svar kan du desværre ikke få. Bemærk dog, at gærdesmutter gerne søger sammen i flokke om vinteren, og overnatter i redekasser for at holde varmen, så på den front synes de ikke at have noget mod at være tæt sammen.
Lad os endelig høre fra dig igen.
– Naturhaven.dk
Hejsa😀 Vi har pludselig fået nye venner under taget / i carporten i vores sommerhus. Det er gærdesmutten, som fandt en lille sprække mellem væg og tag. Den har mindst 2 unger, og jeg tror, det er første kul. I dag så jeg, at én af ungerne forsøgte at bevæge sig udenfor reden, men den var hurtigt tilbage i sikkerhed. Gør de skade på loftet ? Skal jeg lukke hullet, når de er fløjet fra reden eller vente til de evt får ét kul mere ? Eller bare lade åbningen være så de har mulighed for en dejlig varm vinter ?
Vh/ Henrik
Hej Henrik
En herlig og livsbekræftende historie du kommer med her. Det er fantastisk at gærdesmutterne trives hos dig.
Med hensyn til risikoen for, at de laver “ulykker” på loftet, så tror jeg slet ikke der er noget at bekymre sig om. Gærdesmutten er trods alt en af de absolut mindste fugle i Danmark, og jeg har ingen erfaring for, at de for eksempel godt kan finde på at rode i isoleringsmateriale. Det er snarere husmårer der gør det.
Det du dog skal sikre dig er, at fuglene let kan finde ud igen. Her i naturhaven har vi oplevet, at musvitter har fundet vej ind gennem loftet til et udhus, men ikke kunne finde ud igen.
Gærdesmutterne vil sikkert foretrække de mindre sprækker, og for den sags skyld havens redekasser, henover vinteren når det bliver koldt.
Lad os endelig høre fra dig igen hvis flere sjove ting observeres i din vilde have.
– Naturhaven.dk
Hej igen 🙂
Få dage efter jeres svar var der pludselig helt stille omkring reden. Jeg lod 2 dage gå …. Og stadig ingen tegn på at familien fortsat havde bolig dér. Jeg lukkede derfor hullet. En uge senere fejede jeg carporten, og bag nogle brædder – nedenfor reden – fandt jeg desværre en unge, som åbenbart var faldet ud og ned … uden at kunne komme videre :-(…. Det var mega synd for den, men også naturens gang. Den lille unge blev begravet – levende lys – og gravøl !
Vh/ Henrik
Hej Henrik
Fedt med en tilbagemelding.
Det er, som du også selv siger, naturens gang at nogle af redens unger går til. Det har formentlig blot været den svageste i kuldet, og så fokuserer forældrefuglene klogt nok på at fodre de stærkere individer.
Jeg vil anbefale dig dels at få hængt en redekasse ala den omtalte i denne artikel op i din have, og samtidig lade døde fugle og så videre ligge fremme, frem for at begrave dem, så flere ådselædere lettere får adgang til dem. Du kan læse mere om hvorfor ådsler er vigtige i naturen i følgende artikel: https://naturhaven.dk/derfor-er-adsler-vigtige-for-naturen-i-din-vilde-have/
Lad os endelig høre flere fascinerende historier fra din have i fremtiden.
– Naturhaven.dk
Hej.
I vores have i Brøndbyøster har vi 2 almindelige mejsekasser med 10 meters mellemrum i ca. 2 meters højde der de sidste 2 år hver aften i den koldeste tid bliver fyldt med overnattende gærdesmutter. Over 10 gærdesmutter vimser ud og ind af kasserne indtil de har fundet deres plads.
Hej Henrik
Fantastisk at høre, og det er som nævnt også rigtigt at gærdesmutterne aktivt benytter redekasserne om vinteren, samt i den kolde tid. Det er ikke så overraskende endda, for de har selvfølgelig behov for at søge ly fra kulden.
Det er i øvrigt imponerende hvordan sådan nogle små “fjerbolde” overhovedet kan overleve vinteren over. For det første er temperaturerne ofte lave, og for det andet fremstår omgivelserne for det meste fuldstændig tømte for egnet føde for fuglene. Men kigger man godt efter, så kan man godt se små insekter og lignende som gærdesmutterne så også fanger og indtager.
Vi glæder os til at se dig her på siden igen.
– Naturhaven.dk