3 råd: Tiltræk sommerfugle til din have

Drømmer du om at tiltrække en masse flotte og spændende sommerfugle til din have? Så læs med her, og se hvordan du bedst gør det.

De fleste af os elsker sommerfugle. Og med god grund, for de er vanvittigt flotte dyr, og yderst stilfulde at se på, når de sagte flyver rundt i ens have, eller ude i naturen.

Men ligesom så meget andet af Danmarks natur og dyreliv, så er sommerfuglene i krise. 11 ud af Danmarks 77 sommerfuglearter er forsvundet, mens 32 arter er truede eller sårbare. Årsagerne til det? Som altid menneskets hensynsløse adfærd, destruktionen af den vilde natur, samt ikke mindst landbrugets hærgen. 

Rigtig mange af os ønsker derfor at gøre noget godt for sommerfuglene, samt for naturen som helhed. At anlægge en naturhave, er en helt konkret ting du som enkeltperson kan gøre, for at hjælpe på den kedelige tilstand. Men hvordan tiltrækker du egentlig bedst de flotte sommerfugle?

Sommerfugl på tidsel

Vil du have sommerfugle i din have? Så giv plads til tidsler og andet ‘ukrudt’!

Råd 1: Gør haven så vild og urørt som muligt

Det bedste du sådan set kan gøre, er at give plads til naturen på din grund. Med andre ord, omdanne din have til en naturhave. Så snart du gør det, så opstår de rette livsbetingelser for sommerfuglene nemlig helt automatisk: 

  • De rette planter og blomster vil hurtigt indfinde sig i din vilde have 
  • Havens uforstyrrede tilstand, vil samtidig styrke sommerfuglenes muligheder for at formere sig
  • Når du ikke sprøjter med gift, og samtidig dropper gødningen, så opstår der flere af de næringsfattige jorde, som sommerfuglene trives så godt med

Det at gøre sin have vild og urørt, er altså det som også kaldes at lave det til en naturhave. Det er på mange måder en holdningsændring der er tale om her. Hvor du måske er vant til at tænke, at alt i haven skal plejes og holdes ved lige, så skal du i en naturhave snarere vænne dig til, at naturen skal have lov at passe sig selv.

En del af en vild, urørt og naturlig have er også, at der er vådområder, vandhuller og søer. Så hvis du ikke allerede har dette, så få det meget gerne anlagt. Du behøver ikke nødvendigvis at anlægge en kæmpe sø – selv de små vandhuller er fine. Blot der er lidt vand i haven, så vil dyrene trives. Og altså herunder også sommerfuglene.

Endelig er en urørt have også kendetegnet ved, at den indeholder steder, hvor dyrelivet kan overvintre og finde fred og ro. Det kunne f.eks. være i kvasbunker, samt i gamle døde træer, samt i nedfaldne blade og grene. Så sørg for at have dette i din have, og suppler eventuelt med insekthoteller. (Find links til de insekthoteller vi anbefaler her)

Råd 2: Giv plads til planter såsom tidsler og brændenælder

Det er muligt, at det med at lade naturen passe sig selv i din have, ikke er noget du er vant til. Hvis det er tilfældet, så er du næppe ej heller vant til, at give plads til planter såsom tidsler og brændenælder. Men det bør du vænne dig til. 

For tidsler og brændenælder er elskede og yndede planter for de kære sommerfugle. På tidslerne får de føde, og brændenælderne benytter de ofte til at lægge æg og larver på, som så efterfølgende lever af planten.

Begynd derfor at vænne dig til, at disse planter er nytteplanter. Og så bør det i øvrigt bemærkes, at tidsler faktisk er ganske flotte. Se blot billedet længere oppe i artiklen. De er da bestemt en fryd at se på.

Denne dagpåfugleøje tager for sig af varerne på en sommerfuglebusk

Råd 3: Sørg for at der er masser af buske, træer og vilde blomster, hvor sommerfuglene kan få føde

Det er fuldstændig essentielt, at sommerfuglene i din have har adgang til et rigt og varieret udbud af buske, træer og blomster, som de kan bestøve. 

Planten med det meget passende navn, sommerfuglebusk, er klart en af dem som der bør anbefales. Sommerfuglene elsker den nemlig! Så snart den springer ud, hvilket den typisk gør omkring juli, så står sommerfuglene i bogstaveligste forstand i kø for at besøge den. 

Et godt råd til dig er, at lægge en plan for din have så du sikrer, at der jævnt fordelt over hele grunden er planter og blomster der kan bestøves.

Nu er det bare om at komme i gang med dit haveprojekt. Vi håber du får tiltrukket en masse spændende og flotte sommerfugle. Indtil da kan du eventuelt lade dig inspirere af vores flotte sommerfuglebilleder.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *