Velkommen til den nye naturhave

Naturhaven har skiftet adresse, og det er derfor tid til at introducere den nye vilde have. Læs med og få inspiration til din egen naturhave.

Den tidligere naturhave er nu skiftet ud med en ny. Den findes på en flot og ikke mindst frodig grund på godt 1.700 m2. Som sådan er der rigeligt med plads til vildskab her, og planen er da også, at der i den grad skal gives plads til insekterne, planterne og alle de andre vilde dyr.

Og lad os så springe direkte ud i det – introduktionsvideoen til den nye naturhave får du her

Tjek den nye naturhave ud i den inspirerende video

Der er masser af måder at introducere en vild have på, og en video er helt klart en af de bedre. Så lad os da springe direkte ud i det. Ovenfor kan du således se en inspirerende video direkte fra naturhaven.

Vilde naturlige blomster i haven

Den nye naturhave byder allerede på et væld af flotte blomster

Allerede et stort udvalg af vilde blomster i haven

Den nye naturhave var allerede ved overtagelsen relativ vild og utæmmet. Det er jo glædeligt, og det gør unægteligt opgaven med at skabe en vild have desto lettere. Som man kan se på billedet ovenfor, så er der allerede et flot udvalg af vilde blomster på grunden. Planen er dog ikke desto mindre, at der skal laves flere vilde blomsterenge.

Opskriften fra “Et år i naturhaven” følges

Rigtig mange læsere på naturhaven.dk skriver ofte og spørger, hvordan man laver en vild have. Svaret er nærmest altid det samme: Man følger opskriften fra bogen Et år i naturhaven. Det vil kort fortalt sige, at man skaber sig et overblik over hvordan ens nuværende have ser ud. Derefter finder man ud af hvilken slags naturhave man vil lave, og finder frem til hvor stor den skal være. Til sidst går man så i gang med at omdanne haven til en vild have.

Den samme opskrift er benyttet her i den nye naturhave. Der er således lagt planer for hvor græsset skal vokse højt. Hvor der skal laves stier igennem netop det høje græs. Hvor der skal plantes vilde blomsterenge, samt hvor der skal laves vandhuller. Mange flere planer kommer naturligvis også til.

Vild skov i haven

Velkommen til “skoven”

Hvad siger du til din helt egen skov i haven?

Hvor mange kan egentlig prale af, at have sin helt egen lille skov i haven? Desværre nok ikke så mange, og det er egentlig trist, for rigtig mange borgere elsker at tage i skoven, og rigtig lytte til bladenes brusen i vinden. Heldigvis er denne luksus os forundt her i den nye naturhave. For tjek lige billedet ovenfor ud… Yes, den er god nok. Her ser i “skoven”.

Dette lille skovstykke består af et par håndfulde kæmpe store og ikke mindst gamle træer. Majestætisk står de der, for enden af den nye naturhave. Til glæde for ejerne af naturhaven, samt ikke mindst for naturen og dyrelivet. Læg i øvrigt mærke til, hvordan vi allerede har skabt stier igennem det høje græs. Flot, ikke?

Insekthotel i vild og naturlig have

Der er allerede hængt flittigt benyttede insekthoteller op i den nye naturhave

Allerede fuglekasser og insekthoteller på grunden, samt livlig aktivitet blandt dyrene

Det lyder måske som en ren røverhistorie det her, men den er faktisk god nok… Blot en time efter overtagelsen af nøglerne, var der pludselig en lille musvit der var fløjet ind af den åbne hoveddør i huset. Hurtigt skyndte vi os ind og åbnede et vindue, hvorefter den glad fløj ud i den vilde have igen.

En herlig fortælling, og bestemt også en historie der understreger, hvor livlig aktiviteten blandt dyrene i den nye naturhave allerede er på nuværende tidspunkt. De mange fuglekasser og insekthoteller, som allerede er hængt op på grunden, har bidraget til dette. At der er så mange store, gamle og hullede træer på grunden, samt tætte bevoksninger, bidrager ligeledes til den herlige vildskab.

Sten og dødt ved i haven

Lav masser af bunker med sten, og lad dødt ved ligge i din egen naturhave

Masser af sten og dødt ved i den vilde have

Der er allerede på nuværende tidspunkt lavet masser af bunker med sten, samt små stendiger i den nye naturhave. Det er til glæde for et væld af dyr. Frøer og padder kan f.eks. godt lide at gemme sig her, og insekter såsom sommerfugle ynder at suge varme til sig fra stenene, som bidrager med små varme mikromiljøer.

Læg også mærke til den store træstub på billedet ovenfor. Der er tale om dødt ved her, og det er simpelthen genialt for insekterne i haven. Se alle hullerne og sprækkerne i træet. Det er som et lille insekthotel det her. Planen er at lave endnu flere kvasbunker og dynger med dødt ved i den nye naturhave.

Rådyr i naturhave

Rådyr er der også allerede observeret i den nye naturhave

Også rådyr observeret i haven

Det tog ikke mange dage før vi for første gang observerede rådyr i den nye naturhave. Se blot billedet ovenfor. Du kan i øvrigt også se rådyret i videoen, øverst i artiklen. Det er ikke overraskende at de finder vej ind i haven, for der er fyldt med urter og planter som de kan guffe i sig. Og det får de lov til. Naturligvis da!

Find inspiration i de flotte billeder fra naturhaven

Vi har samlet en række yderligere billeder fra den nye naturhave her. Til sammen bidrager de med inspiration til hvordan du selv laver din egen vilde have.

Stier gennem græsset i haven
vilde gule blomster i haven
Buske og træer i vild have
Vild og tilgroet have

Der er masser af vild have inspiration at finde i billederne ovenfor

Følg med på naturhaven.dk

Den nye naturhave er kun lige begyndt at udfolde sit fulde potentiale. Der er masser af yderligere spændende ting at se frem til, og der skal blandt andet plantes nye blomsterenge, etableres vandhuller og meget mere.

Så hvorfor ikke lige tilmelde dig naturhavens nyhedsbrev? Så holder du dig selv fuldt opdateret på udviklingen, og du får tips og tricks til hvordan du selv laver en vild have.

Hvad med dig, fandt du inspiration til din egen naturhave i artiklen her? Og er du også i fuld færd med at styrke livsbetingelserne for naturen og dyrelivet hos dig? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.

Anbefalet netop til dig:

2 kommentarer til “Velkommen til den nye naturhave”

  1. Michele Rasmussen

    Det er virkelig en fed naturhave. Et rigt dyreliv og mange forskellige slags planter.

    Det gode ved en naturhave er også hvordan man altid kan gå på opdagelse efter nye planter og dyrearter der hele tiden dukker op. Whats not to like

    1. Naturhaven.dk

      Hej Michele

      Ja, det er virkelig en for vild have det her! Det er så fedt at kunne bidrage positivt til naturen og dyrelivet, og så endda med sin helt egen vilde have. Og du har ret, man opdager konstant nye planter og dyr. For vildt man!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *