Naturen fremstår stille og forladt i de kolde måneder. Alligevel vrimler det med liv om foråret. Så hvordan overlever insekter om vinteren?
Du har sikkert ofte nydt synet af din vilde haves sneklædte landskaber om vinteren. Flot er det da også, men det er godt nok også koldt. Så hvordan overlever havens dyr egentlig? Hvilke insekter lever om vinteren? Og hvor overvintrer de mon? Alt det ser vi nærmere på nu.

Hvor overvintrer insekter om vinteren? Og overlever de overhovedet? Bliv klogere i artiklen
Hvilke insekter lever om vinteren?
En hel del insekter dør i løbet af sensommeren og efteråret, og de overlever således ikke vinteren. I stedet lægger de æg og larver, som så sikrer artens overlevelse i det næstkommende forår. Der findes dog også en del insekter som overlever vinteren over. Her er nogle eksempler:
- Mariehøns: Voksne mariehøns går i hi vinteren over. I løbet af efteråret, typisk i november, finder de sig til rette i frøstande, sprækker, under sten og bark og så videre. Hvis du vil se dem vågne op fra deres hi, så skal du blot gå i haven på den første rigtige solbeskinnede og lune forårsdag. Mariehøns kommer nemlig frem i løbet af marts måned.
- Myrer: De flerårige insekter, myrerne, er et andet eksempel på en art der overlever vinteren over. De overvintrer nemlig i deres myrebo, dybt under jorden. Her holder jorden sig frostfri.
- Sommerfuglene dagpåfugleøje, citronsommerfugl og nældens takvinge: De fleste danske sommerfugle overvintrer som æg, puppe eller larve, men tre arter går i hi i “voksen” tilstand. Der er tale om arterne dagpåfugleøje, citronsommerfugl og nældens takvinge.

Dagpåfugleøje, citronsommerfugl og nældens takvinge er alle insekter der overvintrer i Danmark
Sådan overlever insekterne i den hårde frost
Det kan blive rigtig koldt om vinteren her i Danmark, så hvordan overlever de overvintrende insekter? Svaret er frostvæske! Visse insekters blod indeholder nemlig glycerol, alkoholer og andre stoffer, der til sammen virker som en form for frostvæske. Det sikrer effektivt, at de kan overleve selv i meget hård frost. Smart!
Findes der danske insekter der flyver sydpå om vinteren?
Hvor nogle insektarter vælger at overvintre i Danmark, er der andre der vælger at migrere sydpå. Et eksempel herpå er de herlige svirrefluer, som er kendt for deres storslåede flyveevner, hvor de evner at stå stille i luften som en helikopter, for så pludselig at lave hurtige ryk i luften. Den såkaldte dobbeltbåndet svirreflue trækker sydpå om efteråret, for så at vende tilbage om foråret.

Her er en svirreflue, som hænger ud på en blomstrende ligusterhæk, fanget på kameraet i naturhaven
Tidselsommerfuglen tåler ikke frost, og den migrerer også sydpå, nærmere bestemt mod Middelhavet. Observationshyppigheden for arten topper i slutningen af juli, samt starten af august, og de sidste individer observeres typisk i oktober. Det er på dette tidspunkt at langt de fleste af tidselsommerfuglene har pakket kufferten og er fløjet mod Middelhavet. Tidselsommerfuglen anses for at være den mest udbredte dagsommerfugl i verden. Det skyldes netop dens formidable evne til at flyve over store afstande.
Det er i øvrigt ikke kun tidselsommerfuglen der flyver mod Middelhavet om efteråret. Også admiralen og kålsommerfuglen migrerer sydpå vinteren over.

Tidselsommerfuglen er en af de insekter der overvintrer sydpå
Tre tips: Sådan hjælper du insekter om vinteren
Vi befinder os som bekendt i en biodiversitetskrise, og særligt insekterne er pressede. Så hvordan hjælper du bedst havens insekter om vinteren? Vi har tre tips klar:
- Lav en vild have og giv plads til insekterne året rundt: Det er ikke kun et spørgsmål om at hjælpe insekter om vinteren, for hvis de ikke har optimale livsbetingelser i din have resten af året, så kan det være ligegyldigt. Lav derfor en vild have. Du finder masser af tips og inspiration her på naturhaven.dk. Du kan for eksempel anlægge vandhuller, lave blomsterenge, plante insektvenlige stauder og meget mere.
- Giv plads til kvasbunker, dødt ved, bunker af sten og lignende: De overvintrende insekter ynder som nævnt at gemme sig i sprækker, under sten, i dødt ved og bark og lignende. Lav derfor store kvasbunker med alt dit såkaldte “haveaffald”, og drop de unødvendige ture forbi kommunens genbrugsplads.
- Hæng insekthoteller op i haven: Insekthoteller kan på samme vis som kvasbunker fungere som overvintringssted. Køb derfor et eller flere insekthoteller, og hæng dem op forskellige steder i din naturhave.

Lad dødt ved ligge i haven så insekterne kan få mulighed for at overvintre i barken
Tilbud: Køb billige insekthoteller online
Bemærk: Nøje udvalgt reklamelink. Priser kan være ændret. Anbefalet af naturhaven.dk
Opsummeret kan vi således slå fast, at trods kulde, sne og sjap, så formår havens insekter altså at overleve. Nogle overvintrer, og har endda evolutionært udviklet smarte frostvæskeløsninger for at modstå frosten. Andre migrerer sydpå, mens en række insekter også overlever via deres æg og larver.
Hvad med dig, har du observeret overvintrende insekter i din have? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.
Anbefalet netop til dig: