Efteråret lakker mod enden, og det er ved at blive koldt. Der er dog stadig rigeligt at lave i haven i november. Find inspiration her.
I naturhavens artikelserie om året i den vilde have er vi nu nået til kalenderårets sidste efterårsmåned, november. En måned der typisk byder på regn og rusk, og sågar endda også til tider sne og rigtig vintervejr. Så er der overhovedet noget at foretage sig i haven? Ja da! Vi har faktisk samlet tre højdepunkter fra haven i november her, så lad os straks komme i gang.
Hvad kan man foretage sig i haven i november? Vi har tre bud klar
Vejret i november: Koldt, vådt og til tider vinterligt
Mange børn og barnlige sjæle går i november rundt og glæder sig til årets første sne. Det er ikke helt uden grund, for ifølge DR er årets første sne i gennemsnit over de seneste 20 år faldet d. 10. november.
Ud over årets første sne, så er november også kendetegnet ved faldende temperaturer, samt ganske lidt sol. Her følger lidt yderligere vejrstatistik for måneden:
- Gennemsnitstemperatur (1991-2020): 5,5 grader.
- Gennemsnitlig nedbør (1991-2020): 70,3 mm.
- Gennemsnitlig timers sol (1991-2020): 53,8 timer.
Rekorden for højeste temperatur i november er fra 1968, og lyder på 18,5 grader. Lavest målte temperatur blev registreret i 1973, og var på -21,3 grader.
Årets første sne falder i gennemsnit d. 10. november, og så er det godt at have redekasserne klar til de frysende fugle
Højdepunkt nummer 1: Lad de visne blade ligge, og drop turen til genbrugspladsen
Danskerne er et på mange måder spøjst folkefærd. De fleste af os er således udadtil store tilhængere af den grønne omstilling, og ønsker at bidrage til en styrket natur. På samme tid kan man dog konstatere, at der stort set hver weekend er kø til genbrugspladsen, hvor rigtig mange deponerer såkaldt “haveaffald” til den helt store guldmedalje.
Det er ærgerligt, for de visne blade, som er så kendetegnende for netop haven i november, er guld værd for naturen i haven. Et hav af organismer og dyr er afhængige af bladene. Tag blot fuglene. Solsorten ynder at hoppe rundt og vende bladene, for i spænding at se, om der på bagsiden gemmer sig orme og andet lækkert snask. Så lad de visne blade ligge. Nyd i stedet synet af dem. De er flotte at se på.
Visne blade og dødt ved er vigtigt for naturen og biodiversiteten
Ingen siger nødvendigvis at du behøver at omdanne 100% af din grund til vild have. Hvor meget du giver plads til vildskaben, er som bekendt helt op til dig selv. Uanset hvad du gør, så husk lige også, at de visne blade organisk opløses og forsvinder i løbet af vinteren, så du kommer selvfølgelig ikke til at se på dem for evigt.
Højdepunkt nummer 2: Lav et vandhul i haven i november
Vejret i november er som bekendt ofte en blandet landhandel. Det kan både være mildt, vådt og blæsende, og til tider sågar endda også decideret vinterligt. Det typiske er dog, at måneden byder på en slags vejr der indbyder til anlæggelse af vandhuller i haven. For når temperaturerne er tålelige, og jorden fortsat er lun og våd, så er det let at grave ud til vandhuller.
Det er oplagt at smutte i haven i november og anlægge vandhuller
At lave et vandhul i haven er et projekt for hele familien. Følg linket og læs vores guide til projektet. Artiklen byder på masser af inspiration, billeder, videoer og lignende. Kommer du i gang og færdiggør projektet i år, så kan du allerede næste år være heldig at tiltrække frøer og padder til din have.
Det er grønne frøer som denne, der er fotograferet i naturhaven, du kan tiltrække med vandhuller
Højdepunkt nummer 3: Overvej at igangsætte årets fuglefodring
Der er delte meninger om hvorvidt man bør fodre havens fugle. Det har vi ved tidligere lejligheder belyst i artikler her på naturhaven.dk. Der er fordele og ulemper at tage hensyn til. Vælger du at fodre fuglene, så er det i haven i november, at det hele typisk begynder. Det er nemlig her at temperaturerne falder, og fuglene begynder at blive pressede.
Smid lidt æbler ud i haven i november – fuglene vil elske dig for det
Det er fornuftigt at fodre havens fugle med æbler. Gerne ved ganske enkelt at lade nedfaldsfrugten ligge i haven. Flere arter er også vilde med frø og kerner, og i særdeleshed solsikkefrø. Husk endelig også at undgå at benytte fuglekugler der er viklet ind i plastiknet. Det kan ende galt hvis de små fugle såsom musvitter, blåmejser og lignende vikler sig ind i dem.
Adgang til rindende vand er det vigtigste
De fleste haveejere er mere fokuserede på at tilbyde føde frem for vand til fuglene. Føde er der typisk nok af i forvejen, mens adgang til rindende vand kan blive et problem når det for alvor bliver koldt og alt fryser til is. Vores anbefaling er derfor klar: Gør dit for at sikre havens fugle adgang til rindende vand.
Køb fuglebade: Med fornuftigt placerede fuglebade, rundt omkring i din vilde have, sikrer du fuglene adgang til vand. Husk at hælde nyt vand i fuglebadene flere gange dagligt ved frostvejr. Du finder tilbud på fuglebade her.
Bemærk: Nøje udvalgt reklamelink. Anbefalet af naturhaven.dk
Det var således vores liste over tre af højdepunkterne i haven i november. Det er som bekendt årets sidste efterårsmåned, og inden længe melder vinteren sig. Hvad med dig, hvilke ting ser du mest frem til i haven i november? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.
Anbefalet netop til dig: