Lav en bivenlig have med masser af bærbuske

Er du vild med bær? Det er bierne også! Så hvis du vil lave en bivenlig have, så plant masser af bærbuske. Lad dig inspirere af artiklen og videoen her.

De danske insekter er hårdt pressede. 11 ud af Danmarks 77 sommerfuglearter er således forsvundet, mens 32 arter er truede eller sårbare. De samme faresignaler observeres blandt andre former for insekter, såsom bier, guldsmede osv.

Mangel på levesteder, samt Danmarks alt for intensive landbrugsproduktion, er blandt årsagerne til den nuværende dystre situation. Heldigvis popper der i disse år talrige vilde haver frem, og det er helt afgørende i bestræbelserne på at styrke insekterne.

Er du også i gang med at lave en naturlig have hjemme hos dig? Så kan det anbefales at plante masser af bærbuske. For ud over at det naturligvis er lækkert at kunne tage for sig af bærrene, så ynder et væld af insekter også at bestøve buskenes blomster. Se blot på videoen nedenfor, som er taget fra naturhaven.

Der er masser af aktivitet ved naturhavens bærbuske. Vil du også lave en bivenlig have? Så ved du hvad der skal til!

I slutningen af juni, samt starten af juli, står hindbær- og brombærbuskene i blomst. Det udnyttes fuldt ud af alt fra svirrefluer og sommerfugle, til ikke mindst havens bier. De tiltrækkes som magneter af buskenes flotte blomster. Faktisk er nogle af de mest bivenlige blomster dem som vokser på bærbuskene.

Hindbærbusk i naturlig have

En bivenlig have skal have masser af disse: Hindbærbuske, såvel som andre bærbuske, naturligvis

Brombærbusken skaber grobund for biodiversitet

I det hele taget er brombærbusken bare en fantastisk plante at have stående i ens vilde have. Den vokser sig hurtigt stor og tæt, og det er til stor glæde for et væld af dyrearter. Busken tilbyder nemlig gode gemmesteder for blandt andet fugle, pindsvin og andre dyr i haven.

Blomsterne er som nævnt regulære godbidder for bierne, mens bærrene er lidt af en delikatesse for ræve og fugle. Samlet set er brombærbuskene derfor vigtige tilføjelser til en bivenlig have.

Brombærbusk

Det er ikke kun insekterne der har glæde af bærbuskene. Det har vi mennesker også, såvel som andre dyr såsom ræve

Tjek de flotte billeder af bierne i haven

Her i naturhaven er den tidlige sommer i den grad kendetegnet ved den lystige summen fra de mange bier. For nyligt tog vi en række billeder af bierne på bærbuskene, og der var rigeligt at se på. De mange blomster havde nemlig traditionen tro tiltrukket et væld af insekter, og altså ikke blot bierne.

Flere forskellige biller blev observeret gående rundt på blomsterne, mens der også var talrige sommerfugle, svirrefluer og ikke mindst bier at beskue.

Jo da, man kan altså roligt sige, at bærbuske i den grad bidrager til skabelsen af en bivenlig have. Se blot på billederne nedenfor. 

Humlebi i vild have
Humlebi i haven

Bærbuske giver dig mulighed for at komme helt tæt på humlebierne og alle de andre bestøvende insekter

Sådan hjælper du bierne i haven

Hvis du rigtig gerne vil have din naturhave til at summe af insektliv, så er der en række andre ting du kan gøre, ud over at plante bærbuske. Dels er det en god idé at lade haven vokse så vildt og utæmmet som muligt. Læs mere om hvordan du gør, samt hvordan du laver en vild have, i bogen Et år i naturhaven.

Det er også vigtigt, at du gør din naturlige have våd og sumpet. Udgrav gerne et eller flere 
små vandhuller på din grund. Gerne i tilstødende områder op imod blomsterenge eller lignende. Som prikken over i’et bør du også lave kvasbunker, samt hænge insekthoteller op forskellige steder. Du kan se et udvalg over tilbud på billige insekthoteller her.

Lad os derfor slå fast, at hvis du vil tiltrække bier, så skal du altså lave en naturlig have, hvor planterne i stor udstrækning får lov at vokse vildt og ukontrolleret. Jo vildere din have får lov at være, jo bedre for bierne. Gør med andre ord din have “vild med vilje”.

Andre gode bivenlige blomster

Bærbuskenes blomster er som nævnt fantastiske for havens bier. Der er dog masser af andre gode blomster, som du med fordel kan lade gro vildt på din grund. På den måde kan du tiltrække endnu flere bier. Her er derfor en liste over andre gode bivenlige blomster:

(Reklamelinks. Klik for gode tilbud på bivenlige blomster til haven)

… og mange flere! Husk også at frugttræer såsom mirabel, kirsebær, pære og æble, er glimrende for bierne, samt at spiræahække, og andre blomstrende hække, også er vigtige at give plads til i ens naturlige have. Find mere inspiration om gode buske og træer til havens insekter her.

Hvad med dig, har du bærbuske i din have? Og går du også aktivt efter at lave en bivenlig have? 
Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.

2 kommentarer til “Lav en bivenlig have med masser af bærbuske”

  1. Bodil Vedstesen

    Hej!
    Jeg har googlet på livet løs for at finde ud af om alle brombær er lige gode til bierne. Endte med at købe en vild art med torne på dba sidste år, men tror ikke den har overlevet. Er det lige gyldigt hvilken en man planter‍♀️?
    Mvh Bodil

    1. Hej Bodil

      Tak for det meget spændende spørgsmål, og beklager det noget sene svar.

      Som nævnt, spørgsmålet er spændende, for det er værd at overveje, om planters evne til at tiltrække insekter mon forstyrres, jo mere de forædles. Så vi har undersøgt sagen, og umiddelbart viser vores research, at der ikke umiddelbart er nogle brombærplanter der er bedre for insekterne end andre.

      Der findes faktisk op mod 90 forskellige sorter af brombær, hvilket er helt vildt. Forskellen på de enkelte sorter kan dog ofte være svær at se, med mindre man virkelig undersøger dem til bunds.

      Der findes endda nu også sorter uden torne, men umiddelbart ville vi foretrække dem med torne, hvilket også er dem du tilsyneladende har valgt. Hvis andre læser med her og ved, om der er visse former for brombærsorter der er bedre for insekterne end andre, så deltag meget gerne i debatten.

      Vi ser frem til at se dig på siden igen.

      – Naturhaven.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *