Rødpelset jordbi spottet i naturhaven – se den her

Insekterne er for alvor kommet på vingerne. Inklusiv den sjove, lille rødpelset jordbi. Den er netop spottet i den vilde have. Se den her!

Kender du til arten “rødpelset jordbi”? Hvis ikke, så er det på høje tid, at du får den lært at kende. I øjeblikket summer den godt rundt i de danske vilde haver. Også her i naturhaven, så lad os straks se nærmere på den.

Rødpelset jordbi

Og her har vi den så, den herlige rødpelset jordbi

En relativ ny art i Danmark

Som du kan læse i vores leksikonartikel om rødpelset jordbi, er der tale om en relativ ny art i Danmark. Den blev nemlig første gang spottet så sent som i 1984. I dag har den spredt sig til det meste af landet.

Man fristes nærmest til at sige, at der er tale om en “knaldrød gummibåd”, eller bi, her, for dens orangerøde farve er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Det er i øvrigt hunnen der har denne særegne farve. Hannen er brun.

Annonce
Annonce

Sådan tiltrækker du rødpelset jordbi til din vilde have

Rødpelset jordbi trives i solbeskinnede områder med løs jord og sand. Det er her de udgraver deres gange, som i øvrigt bliver op til 50 cm lange, hvor deres afkom sættes i verden. Overvej derfor at anlægge sandbede i din have. Det gør du ved at grave det øverste lag græs væk, løsne jorden og sprede et godt lag sand ud. Placér også store sten rundt omkring i sandet, da de holder på varmen, som insekterne dermed kan suge til sig.

Overvej at plante lyng i nogle af de områder du anlægger med sand. Det vil et væld af insekterne sætte pris på.

Sandbed i haven
Blomster og sand i vild have

Anlæg sandbede i din have, og sørg for adgang til masser af vilde blomster

Husk naturligvis også at plante masser af blomster i din vilde have, samt også gerne forskellige vilde stauder. Det er alt sammen noget der styrker livsbetingelserne for de rødpelsede jordbier.

Arten er i øvrigt tidligt ude, og er aktiv i månederne fra marts til maj måned. Det er derfor glimrende, hvis din vilde have er hjemsted for mirabel, piletræer og lignende, som blomstrer relativt tidligt på året.

Vil du se mere til den rødpelsede jordbi? Så tjek videoen fra naturhaven ud ovenfor!

Hvad med dig, har du også observeret denne herlige bi i din vilde have? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.

Anbefalet netop til dig:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *