Frø i naturhavens vilde blomstereng – se den her!

Vil du have flere vilde dyr på din matrikel, så lav en vild have. Læs med her, og se hvordan du får vilde frøer i haven.

At vandhuller og vilde enge i haven tiltrækker frøer, er ganske velkendt. Som sådan er det ikke videre overraskende, at vi den anden dag stødte på en flot frø i en af naturhavens store blomsterenge. Ikke desto mindre er det altid med stor glæde, når vi endnu en gang støder på de truede frøer og padder i vores vilde have.

AnbefalingSe billeder af de grønne frøer i naturhavens nye og større vandhul.

Frø i haven

Wow! Her er den så. Hvilken af de tre brune frøer i Danmark det er, er usikkert, men den er i hvert fald flot at se på!

Sprang pludselig frem

I virkeligheden var vi blot ovre for at dufte lidt til de flotte blomster i engen. Bedst som vi nærmede os de farvestrålende planter, dukkede den lille flotte frø lystigt op. Hurtigt sprang den videre, og nu gik “jagten” for alvor ind på den. For et enkelt billede eller to skulle der da tages!

Det lykkedes heldigvis, hvilket du kan se på billedet ovenfor. Frøen dukkede op i udkanten af blomsterengen, og her agerede den flot fotomodel.

Hvilken frø er det så?

Ja se, det er så det helt store spørgsmål her. Der findes tre arter af brune frøer i Danmark, som til forveksling ligner hinanden meget. Det er spidssnudet frø, butsnudet frø og springfrø. Hvilken en det er, må stå hen i det uvisse. Skriv gerne i kommentarfeltet i bunden af siden, hvis du har et bud på det.

Vil du også have frøer i haven? Få inspiration i klippet fra naturhaven

 

Sådan tiltrækker du frøer til din naturhave

Frøer og padder er vanvittigt spændende og fascinerende dyr. Hvis du vil tiltrække dem til din have, så anlæg et eller vandhuller. Du kan læse mere om hvordan du gør det, i vores artikel om hvordan du laver en vild have, samt i bogen Et år i naturhaven.

Kort fortalt kan det dog siges, at du bør anlægge et vandhul med varierende dybde, og med skråninger som ikke er for stejle op mod bredden. Smid gerne en masse grus og grene i vandhullet, så organismer får god mulighed for dels at gemme sig i det, og så insekter kan tage ophold på de grene der stikker op af vandet.

Guldfisk er ikke en god idé
Og husk så i øvrigt også, at selvom guldfisk ganske vist er ganske sjove, så er de ikke gode at have svømmende i sin vilde haves vandhul. For de fortærer lynhurtigt alle frøer og padder, samt ikke mindst deres afkom. 

Vandhul i naturhaven

Vandhuller skal der til, hvis du vil have frøer i haven. Alle er brugbare – store som små

Lav en sammenhængende vild naturhave, og få hurtigt frøer i haven

Når du laver en naturhave, så skaber du på mange måder et økosystem som minder om den vilde natur, som vi desværre har alt for lidt af her i Danmark. Forestil dig f.eks., at du dels anlægger et vandhul, laver en vild blomstereng, samt ikke mindst lader buske og træer gro vildt, og hænger insekthoteller op hist og her. Alt dette skaber gode forhold for dyrene.

Frøer i haven har behov for insekter, snegle og andet kryb og kravl. Det skal der nok komme masser af i din have, såfremt du anlægger en naturhave i stil med den vi lige beskrev. For med vandhullet følger også fluer, guldsmede og andre insekter, samt ikke mindst deres larver. Og med det plantes kimen til en frø-venlig have, med overflod af føde.

Og ikke nok med det, så vil et væld af andre arter pludselig også trives. For alle insekterne og sneglene vil også tiltrække fugle, pindsvin osv. Det høje og utæmmede græs i din vilde blomstereng vil også hurtigt blive hjemsted for et væld af mus. Forvent at de med tiden også vil tiltrække ræve. En naturhave fører med andre ord masser af dynamik i haven med sig.

Blomstereng i vild have

Lad græsset gro højt og utæmmet i din naturhave, og lav blomsterenge. Så kommer der insekter og føde til frøerne

 

Frøerne har det hårdt, så husk at passe godt på dem

Der lever 14 arter af padder i Danmark – otte frøer, tre tudser samt tre salamandre. Visse af arterne, såsom butsnudet frø og skrubtudse er relativt udbredte, men samlet set har denne gruppe af dyr det desværre hårdt her til lands. Det skyldes den alt for intensive landbrugsproduktion, mangel på levesteder, samt årtiers dræning af vandhuller.

Netop derfor er samtlige arter fredede, og du må således hverken flytte dem, samle dem op eller det der er værre. Der er foretaget forskellige initiativer gennem årene for at forbedre livsvilkårene for arterne, og til tider med endog meget stor lokal succes. Og her kommer naturhaverne så ind i billedet, for de kan virkelig også bidrage positivt.

Opskriften på at få frøer i haven

Summa summarum, her er altså en 3-punkts liste til hvad du skal gøre, for at få frøer i haven:

  • Anlæg et eller flere vandhuller i haven: Dette er essentielt for de vandglade frøer og padder.
  • Lad græsplænen gro vildt og utæmmet, og plant blomsterenge: Dels kan frøerne og padderne skjule sig i det høje vildnis, og dels sikrer dette et væld af insekter, og dermed føde til dyrene. Bliv klogere på græs i vilde haver i artiklen herom.
  • Inspirér andre til også at anlægge naturhave: Det er kanon at du selv anlægger en naturhave, men vi skal have mange flere med på vognen. Så kan de vilde frøer i haven nemlig sprede sig til nærområdet, og ikke kun leve på en lille lukket lokalitet. Spred derfor budskabet om naturhaverne. Post denne artikel på Facebook, Twitter og andre lignende sociale medier, og tilmeld dig naturhavens nyhedsbrev. Så er du fuldt opdateret på den seneste nye udvikling.
Skrubtudse i vild have

Skrubtudser kan du også være heldig at få på besøg i din vilde have. Se blot eksemplaret ovenfor, som lystigt springer rundt i naturhaven

Og nå ja, her til sidst, så skal du da ikke snydes for et billede af en skrubtudse, som tidligere har lagt et visit forbi naturhaven. Det er med andre ord langt fra første gang, at der spottes frøer og padder i naturhaven. Se blot på billedet ovenfor.

Hvad med dig, har du også set frøer og padder i din have? Og gør du noget aktivt for at tiltrække dem? Lad os høre fra dig! 
Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.

Anbefalet netop til dig:

2 kommentarer til “Frø i naturhavens vilde blomstereng – se den her!”

  1. birgitte demant

    Vi har en masse små frøer eller tudser. Hvad skal vi gøre for at de bliver. Vi har ingen vandhuller, men en upasset have, med masser af grønt.
    Vh Gitte

    1. Naturhaven.dk

      Hej Birgitte

      Det er rigtig godt at høre, at i har masser af frøer og tudser i jeres have. De fleste danske arter af frøer og padder er yderst pressede, og derfor er hver eneste nye habitat for dem vigtig for arternes videre overlevelse.

      Hvis du gerne vil skabe et varigt habitat for frøerne og tudserne i din have, så skal der vandhuller til. Opgaven med at få dem etableret er slet ikke så uoverkommelig som mange tror. For det behøver ikke at være særlig store vandhuller. Selv ganske små har en tendens til at tiltrække arterne hen omkring april måned, så snart det begynder at blive varmt, hvor de straks søger mod vandet for at parre sig. Jeg vil derfor anbefale dig at udgrave små vandhuller i din have. Du kan købe “formstøbte havebassiner” til formålet. De kan fås i selv ganske små størrelser, og opgaven er overkommelig.

      For yderligere at sikre gode livsbetingelser for frøerne og padderne, anbefales du at skabe gode betingelser for insekter, samt kryb og kravl i din have. Det er det som de lever af. Lav derfor blomsterenge og anlæg bunker med sten og kvas. Du kan læse mere om det i bogen Et år i naturhaven: https://naturhaven.dk/bogen-et-ar-i-naturhaven/

      Vi håber frøerne og padderne indfinder sig permanent i din have.

      – Naturhaven.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *