Hvepsene bliver aggressive i løbet af efteråret
Foråret og sommeren benyttes flittigt af hvepsene til at bygge koloni, opsøge føde, samt fodre afkom. Som sådan er det en travl, men dog forholdsvis fredelig tid. Helt anderledes ser det ud i sensommeren, samt om efteråret. Her begynder der at være knaphed på ressourcer og føde. Derfor er det ikke ualmindeligt, at hvepsene begynder at blive aggressive.
Senere hen går det helt galt for de kære bevingede væsener. I takt med at kulden sætter ind, dør de alle sammen. Nå ja, altså på nær dronningen. Hun finder nemlig i stedet et godt skjulested. Her går hun i dvale og overvintrer til næste forår. Til den tid starter hele livscyklussen så forfra igen, og byggeriet af et nyt hvepsebo går i gang.
Har du et hvepsebo i din have, så bør du derfor være ekstra opmærksom ud på efteråret, hvor hvepsenes aggressivitet tager til. Hvepsestik kan nemlig være relativt farlige. I særdeleshed hvis man stikkes i hovedet, eller på halsen. Du kommer dog langt med almindelig sund fornuft, og som udgangspunkt er der ikke den store fare på færde.