For nyligt spottede vi en almindelig blåfugl i naturhavens blomstereng. Se de flotte billeder, og få inspiration til din egen blomstereng.
For nyligt sprang naturhavens sommerfuglebuske ud. Det kom der en artikel ud af, og i forbindelse med den konstaterede vi, at sommerfugleåret 2020 ser ganske sølle ud. Der synes nemlig endnu en gang at være tilbagegang at konstatere, i antallet af observerede arter.
Den kedelige udvikling er dokumenteret af Sommerfugleatlas, som er et samarbejde mellem Naturbasen og Naturhistorisk Museum Aarhus. Kortlægningen af 60 sommerfuglearters udbredelse er foretaget, og kun 8 arter er set i større antal i 2020, i forhold til de forrige fire år. De resterende 52 arter er set færre gange i år.
Ikke desto mindre har vi her i naturhaven alligevel spottet godt med sommerfugle. Trods alt dog nok lidt færre end sidste år, men helt skidt har det nu ikke set ud. Det er endnu et bevis på hvor effektivt det er, at omdanne sin have til en vild naturhave, såfremt ens målsætning er, at styrke biodiversiteten.
For nyligt spottede vi hvad der højst sandsynligt “blot” er en “almindelig blåfugl”. Dog kunne det i princippet også have været den noget mere sjældne “foranderlig blåfugl”. Arterne ligner hinanden ret meget, men logikken taler dog for, at det formentlig var den førstnævnte, da arten er meget mere udbredt landet over.
Tjek billederne ud nedenfor, og vurder selv hvilken art vi formentlig har at gøre med her.
“Almindelig blåfugl” eller “foranderlig blåfugl”? Formentlig er det førstnævnte art vi ser, men de kan til forveksling ligne hinanden
Lad os da lige zoome lidt ekstra ind på vidunderet, ikke? Utrolig flot sommerfugl er det!
Lav en vild blomstereng i haven, og tiltræk et væld af insekter
Sommerfuglen er spottet i naturhavens største vilde blomstereng. Her har vi løbende sået vilde blomsterfrø, samt ladet naturen passe sig selv, hvilket har ført til selvsåning af vilde arter. Samtidig har vi ladet græsset gro højt og utæmmet, hvilket yderligere har styrket livsbetingelserne for insekterne. I år er der i særdeleshed observeret masser af græshopper.
Bliv klogere på almindelig blåfugl
Som nævnt er det ikke entydigt klart, at det vi rent faktisk har at gøre med her, er den såkaldte almindelige blåfugl. Men meget kunne godt tyde på det. Naturbasen beskriver i hvert fald hunnernes udseende således: “Hunnens overside varierer fra ensfarvede brune eksemplarer, til eksemplarer med udbredt blå bestøvning. De fleste hunner har orange sømmåner på oversiden”.
Det stemmer ganske fint overens med det eksemplar der kan ses på billederne ovenfor. De livsbetingelser arten tilbydes her i naturhaven, er også oplagte for den.
Almindelig blåfugl kan let forveksles med blandt andet foranderlig blåfugl
De flotte blåfugle kan til forveksling ligne hinanden ret meget, og det kan være let at komme i tvivl om hvad man rent faktisk har spottet. Se blot på artiklen her, hvor vi ikke endegyldigt kan slå fast hvad vi har observeret. Vi hælder dog som nævnt klart mest til den almindelige blåfugl.
Almindelig blåfugl kan blandt andet forveksles med arter såsom før omtalte foranderlig blåfugl, såvel som med “argusblåfugl”, samt den spøjst døbte “bølleblåfugl”.
Her lever almindelig blåfugl
Livsbetingelserne i den naturlige have synes fine og relativt oplagte for en art som almindelig blåfugl. Arten observeres nemlig på varme, tørre og åbne lokaliteter, med masser af blomster. Også gerne i haver. Som sådan passer det fint med de forhold man finder her i naturhaven.
Lav en blomstereng i haven, som den du ser i videoen fra naturhaven ovenfor. Så tiltrækker du let masser af sommerfugle
Se den flotte video af sommerfuglen
Det lykkedes os samtidig at fange sommerfuglen på video. Så tjek også gerne den ud ovenfor.
Lav en blomstereng i haven – masser af fordele
Som du nok kan se i artiklen her, så er der altså masser af fordele i at omdanne sin have til en vild og naturlig en af slagsen. Naturhaver bidrager nemlig med stærkt tiltrængte nye levesteder for de hårdt pressede insekter. Samtidig udvikler din vilde have sig naturligt også hurtigt til levested for mus, ræve, pindsvin og meget mere.
Hvad venter du på? Lav en blomstereng i din have nu! De er for vilde, og de tiltrækker alskens insekter
Sådan kommer du i gang med din vilde blomstereng
Hvis du vil i gang med en blomstereng i haven, så start med at finde et egnet sted på din grund, hvor denne kan få lov at udfolde sig. Køb en god sjat vilde blomsterblandinger (vi reklamerer for disse, og har selv benyttet dem), og så dem på arealet. Lav også gerne et eller flere vandhuller i området, umiddelbart op til blomsterengen.
Lad herefter området vokse til, uden den helt store indblanding. Idéelt set skabes der hermed en god blanding af højt og utæmmet græs, afvekslende med områder bestående af vilde blomster. Bemærk at du fra år til år ofte bliver nødt til at klippe det høje græs ned, så det ikke kvæler livsbetingelserne for de vilde blomster. Du skal muligvis også så lidt nye blomster, fra år til år.
Når du laver en blomstereng i din have, er du direkte med til at styrke forholdene for naturen og biodiversiteten. Så kom straks i gang
Vi skal alle gøre vores for at styrke insekterne
For lige her til sidst at vende tilbage til den i starten af artiklen omtalte undersøgelse af sommerfuglenes udbredelse i 2020, så kan det konstateres, at der i 2020 er observeret 38% færre almindelig blåfugle, i forhold til i perioden 2016-2019. Det tilsvarende tal for foranderlig blåfugl er skræmmende 80% færre i perioden.
Det er dramatiske udfordringer vi i disse år observerer i forhold til natur og biodiversitet. Og alt tyder på, at danskerne gerne vil bidrage til en forbedring af forholdene. Her er hvordan du kan bidrage: Lav en vild have! Vi skal have så mange med på vognen som muligt, og forandringen starter med dig selv. Har du en have? Så gør den vild i dag!
Hvad med dig, har du lavet en vild blomstereng i din have? Og har det ført til et væld af insekter? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.
Anbefalet netop til dig:
Der skal ikke ret meget naturhave til for at tiltrække et væld af forskellige dyrearter.
Det er bare fascinerende hver gang der observeres nye arter i naturhaven.
Pindsvinet der går på tur i haven, sommerfuglene der sætter sig på vores fingre og bierne der går om bord i de nedfaldne frugter, som naturhaven selvfølgelig også indeholder.
Hej Michele
Det er nemlig rigtig! Man kan lynhurtigt få sig en grøn, dyrevenlig og naturlig have. Der skal i udgangspunktet ikke synderligt meget til. Man skal blot langt hen ad vejen lade den passe sig selv, og give plads til det vilde.
Og du har ret, det er herligt at se alle dyrene folde sig ud på slap line i den vilde have. 🙂
Vi skrives ved i næste artikel her på naturhaven.dk.