Lille vandsalamander, frø og nyt vandhul i naturhaven

Der er flere gode nyheder fra naturhaven. For ud over at et nyt vandhul nu er klart, er der også konstateret lille vandsalamander og frøer.

Alle med interesse for vilde haver ved, at vandhuller er guld værd for biodiversiteten i haven. Det er der nu kommet endnu et bevis på her i naturhaven, for der er netop konstateret lille vandsalamander og frøer. Det kan du se mere om i denne artikel, hvor du også bliver introduceret til det nye og større vandhul i haven.

I videoen fra naturhaven ovenfor kan du se lille vandsalamander, frøer samt det nye og større vandhul i haven

Styrk forholdene for frøer og padder

Vi har tidligere her på naturhaven.dk skrevet om, hvordan du anlægger dit helt eget vandhul i haven, og artiklen har været yderst populær blandt læserne. Det er glædeligt at konstatere, for jo flere der kaster sig over vandhulsprojekterne, jo flere frøer og padder kan sikres levesteder.

En af de arter der ynder at opholde sig i de små vandhuller, er den lille vandsalamander. Den kan du se i videoen ovenfor. Arten er en af de mest almindelige vandhulsarter i Danmark, men dog alligevel hårdt presset på grund af mangel på levesteder. Det interessante ved arten er blandt andet, at den foretrækker de små vandhuller på under 100 m2. Så her kan du virkelig gøre en forskel i din have. Det er vigtigt at vandhullet er soleksponeret.

Lille vandsalamander
Lille vandsalamander i haven

På billederne ser du den lille vandsalamander fra vandhullet i den vilde have

Lille vandsalamander søger mod vandhullerne i perioden fra marts til maj. Omkring juli måned søger de igen mod land, og her kan du hjælpe arten ved at anlægge stendiger, kvasbunker med mere. Fra omkring oktober og november går arten i hi.

Du kan læse mere om lille vandsalamander i naturhavens leksikon.

Havedam i naturhave

Og så siger vi ellers velkommen til det nye og større vandhul i haven

Velkommen til naturhavens nye og større vandhul

Som det kan ses i videoen i toppen af artiklen, er der dels også konstateret frøer i det allerede etablerede vandhul, og samtidig blevet anlagt et helt nyt et af slagsen. Inden vi kaster os over yderligere detaljer om vandhullet, har vi samlet en række billeder af det her:

Formstøbt havebassin i naturhave

Bemærk plantekurven til vandplanter i det øverste billede

Nyt vandhul
Nyt vandhul i den vilde have

Bemærk at der er anlagt bakker, sandbede og grus, samt diverse planter, rundt om vandhullet

Tips til dig der selv vil anlægge vandhuller i haven

Det allerede etablerede vandhul i haven består af et 250 liter formstøbt havebassin. Det nye og større af slagsen, som ses på billederne ovenfor, er på 500 liter, og er altså dobbelt så stort. Hensigten med det er klar: Det skal hjælpe med at styrke biodiversiteten i haven.

Her er nogle gode råd til dig der også vil anlægge vandhuller i haven:

  • Undgå stejle bredder: Det er vigtigt at dit vandhul har jævne og ikke alt for stejle bredder. Så kan dyrene lettere komme til og fra vandhullet. I det nye og større vandhul er der lavet en “trappe” af mursten i vandet, som sikrer dyrene let adgang.
  • Plant naturligt tilhørende vandplanter: Indtil videre er der blandt andet plantet vandspir (Hippuris vulgaris) i det nye vandhul. Også planter som gul iris (Iris pseudacorus) og krebseklo (Stratiotes aloides) er gode. Der er endvidere plantet en nøkkerose, men der vil gå lidt tid inden planterne for alvor kan ses i vandhullet.
  • Benyt plantekurve til vandplanterne: Plantekurve er oplagte til når du skal have planter i dit vandhul. De sørger for at fastholde planterne, samtidig med at der skabes cirkulation til rodnettet.
  • Anlæg sandbede og grus om vandhullet, og lav bakker og stendiger: Sand, grus og store sten skaber gode forhold for både insekter, frøer og padder. Bakker skaber endvidere naturlig dynamik i landskabet.
  • Dæk kanter til med mursten, grus og lignende: Du kan anlægge vandhuller i haven med formstøbte havebassiner eller bassinfolie. Mange døjer med at skjule kanterne af vandhullet. Du kan gøre det med for eksempel mursten, som set ovenfor, eller med grus og lignende.
Tips til vandhul i haven

Bemærk hvordan der er anlagt grene som hænger ind over vandet. Det er oplagte tilholdssteder for insekter

Overvej at hænge grene ind over vandet, som vist på billedet ovenfor. Her kan insekterne lande, og dermed få hurtig adgang til vandet. Rundt om vandhullet er der plantet adskillige insektvenlige stauder. Herunder salvielavendel og sankthansurt. Du kan købe planterne ved at følge de respektive reklamelinks.

Det skal blive spændende at følge livet omkring det nye vandhul. Hvad med dig, har du også fået anlagt vandhuller i haven? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.

Anbefalet netop til dig:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *