Så er det efterår! Eller, det er så meget sagt, for september byder typisk på sol og varme. Her er tre højdepunkter fra haven i september.
Naturhavens artikelserie om året i den vilde have kører ufortrødent videre, og nu har en ny årstid gjort sit indtog. Efteråret melder nemlig sin ankomst, i takt med at kalenderen skifter til september. I august var det varmt og solrigt, og september byder typisk på de sidste krampetrækninger fra sommeren. Du kan derfor godt forvente en vis del sol og høje temperaturer. Men snart kommer det reelle efterårsvejr.
Haven i september kan byde på både sol og varme, såvel som efterårets første blæst og kulde
Vejret i september: Sommeren giver så småt op
September måned er ganske vist en efterårsmåned, rent kalendermæssigt, men alligevel kan det hurtigt gå hen og blive rigtig varmt. Se blot på vejret i 2024, hvor der blev registreret rekord-sene tropenætter, samt temperaturer på helt op mod 30,2 grader. Det var højeste temperatur i september i 77 år. Traditionelt begynder sommeren dog at give op i løbet af måneden, og efteråret begynder så småt at indfinde sig.
Gennemsnitstemperatur (1991-2020): 13,6 grader.
Gennemsnitlig nedbør (1991-2020): 74,7 mm.
Gennemsnitlig timers sol (1991-2020): 143,5 timer.
Ovenfor, lidt vejrstatistik fra DMI. Rekorden for højeste temperatur i september er fra 1906, og lyder på 32,3 grader. Lavest målte temperatur blev registreret i 1886, og var på -5,6 grader.
Sommerfuglene er stadig at finde i haven i september – her på toppen af et insekthotel
Højdepunkt nummer 1: Slå græsset og renover havens pindsvinehuse
Det er velkendt, at de vilde planter og blomster trives bedst i næringsfattig og mineralholdig jord. Derfor er det fornuftigt ofte at finde græsslåmaskinen frem, så du kan holde græsset godt nede. Benyt meget gerne en maskine med opsamler. Så får du lettest samlet alt det afklippede græs, og dette, samt alt det andet organiske materiale du fjerner, kan du med fordel hælde over dine pindsvinehuse.
Find din græsslåmaskine med opsamler frem i september, og hold områder med græs næringsfattige
Spred så græs og andet organisk materiale ud over din haves pindsvinebo
Og så er årets pindsvinehus-renovering ellers ved at være ordnet. Flyt så ind, venner!
Pindsvinehuse skal være forholdsvis tætte, men dog alligevel med spalter og sprækker hist og pist. Så sikrer du god ventilation. Toppen af pindsvineboet bør dækkes godt til med græs og organisk materiale. Smut derfor i haven i september, og få så slået græsset de steder hvor du ikke lader det gro utæmmet. Og husk også at det er godt at fore indersiden af pindsvinehuset med tørt græs/hø.
Her er et af naturhavens pindsvin foreviget på billede
Pindsvin går så småt i hi i november måned. September måned er derfor oplagt til at benytte til den store pindsvinehus-renovering. Lad os håbe at din indsats bærer frugt, og at en masse pindsvin flytter ind i din have.
Det er værd at sikre gode forhold for pindsvin i haven, for måske får du en oplevelse som den du kan se i videoen ud af det
Højdepunkt nummer 2: Årets æble- og pærehøst går i gang
Hvornår kan du egentlig med sund fornuft plukke pærer i haven? Og hvad med æbler, hvornår er de modne? I pærernes tilfælde løber høsten fra august til november måned, alt afhængig af sort. De fleste æbler er modne i perioden fra august til oktober.
Naturhavens store pæretræ har masser af frugter klar her i september
Så er du glad for frugt, så snyd ikke dig selv. Smut i haven i september, og gør dig så klar til at gå i køkkenet efterfølgende. Der er nemlig et hav af gode opskrifter at benytte de mange pærer og æbler til. Blandt andet til tærter og kager. Lækkert!
Bemærk: Nøje udvalgte reklamelinks. Anbefalet af naturhaven.dk
Æbler er der også nok af i naturhaven i september
Højdepunkt nummer 3: Sankthansurt blomstrer nu for alvor
Vil du etablere en vild have, så er det afgørende at du indtænker samtlige årstider i den store samlede plan. Tag blot planterne som et eksempel. Her er det nemlig dels afgørende at de er naturlige og hjemmehørende, og at der er blomster til insekterne fra det tidligste forår, og helt frem til det sene efterår. Her er stauden sankthansurt oplagt. Den udmærker sig nemlig med sin sene blomstring.
Blomstrende santkhansurt i september
Sankthansurt opnår med tiden en højde på 30 til 60 cm, og den trives i næringsfattig, og til dels kalkholdig jord, samt under lysåbne forhold. I naturhaven har vi den voksende adskillige steder. Blandt andet op til et af de store vandhuller. De er flotte at se på, og de sikrer blomster og farver på en årstid hvor det hele ellers begynder at gå i forfald.
Bemærk: Nøje udvalgt reklamelink. Priser kan være ændret. Anbefalet af naturhaven.dk
Og således kom vi altså godt i gang med årets første efterårsmåned. Der er nok at se frem til i haven i september, så nu er spørgsmålet blot hvad du ser frem til? Lad os høre fra dig! Du er mere end velkommen til at fortælle om det i kommentarfeltet herunder.